Pleje og hjælp på Aldershvile

Få et overblik over de forskellige former for pleje og hjælp, vi tilbyder på Aldershvile.

Personalet vurderer løbende dit behov for pleje og hjælp, når du bor på Aldershvile.

Du kan få hjælp til personlig pleje, herunder:

  • af- og påklædning
  • sengeredning
  • bad
  • hudpleje
  • at gøre dig i stand
  • brug af hjælpemidler
  • middagshvil
  • toiletbesøg.

Der er en sygeplejerske tilknyttet Aldershvile, så du kan få sygepleje, hvis du har brug for det.

Sygepleje kan f.eks. være:

  • forebyggende sundhedsoplysning og rådgivning
  • inkontinenspleje
  • medicinering
  • pleje ved alvorlig sygdom
  • psykisk pleje og omsorg
  • behandlingsforløb
  • sondemad
  • sårpleje
  • undersøgelser.

I forbindelse med måltider kan du få hjælp til at tilberede og anrette din mad, spise og rydde op efter måltidet.

På Aldershvile har vi personale, som er blevet undervist i kost og ernæring. De kan give dig gode råd og lave en ernæringsplan, som passer til dit behov.

Du kan få hjælp til rengøring i din bolig hver 14. dag. Dog bliver dit badeværelse gjort rent en gang om ugen i forbindelse med dit bad. Rengøringen kan omfatte følgende opgaver:

  • støvsugning
  • gulvvask
  • aftørring af støv
  • skift af sengetøj
  • rengøring af håndvask, toilet, badekar og øvrigt inventar på badeværelset
  • rengøring af køkkenbord og hårde hvidevarer (udvendigt)
  • afrimning/aftørring af køleskab og fryser.

Du skal selv hjælpe så meget til med rengøringen, som du kan.

Hvis du gerne vil have gjort rent oftere eller have gjort hovedrent, kan du bede dine pårørende om hjælp til det eller købe privat rengøring.

Du kan købe en vaskepakke, så personalet hjælper med at vaske dit tøj. Personalet kan også hjælpe med at tørre tøjet, lægge det sammen og lægge det på plads.

Du vil normalt få vasket tøj hver 14. dag i forbindelse med rengøring.

Du kan få hjælp til indkøb, hvis du eller dine pårørende ikke kan købe ind selv.

Personalet hjælper dig med at bestille dagligvarer fra en butik, som kan levere varerne til dig. Derudover kan personalet også hjælpe dig med at sætte varerne på plads.

Personalet kan evt. også hjælpe dig med at købe tøj og lignende efter nærmere planlægning.

Du kan beholde din egen læge, når du flytter ind på Aldershvile.

Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid og transport til lægen.

Du beholder din sædvanlige tandlæge, når du flytter ind på Aldershvile.

Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid og transport til tandlægen.

Hvis du af helbredsmæssige årsager ikke kan besøge din egen tandlæge, kan du blive tilmeldt omsorgstandplejen. Det betyder, at en tandlæge kommer til dig på Aldershvile. Personalet kan hjælpe med at tilmelde dig til omsorgstandplejen.

Du beholder din sædvanlige frisør, når du flytter ind på Aldershvile.

Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid og transport til frisøren.

Du beholder din sædvanlige fodterapeut, når du flytter ind på Aldershvile.

Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid og transport til fodterapeuten.